Det er langtfra alle medlemmer af Folketinget, der har lige høj grad af synlighed. Forskere peger blandt andet på dynamikken mellem magt og medier – og så spiller personlighed og præference også en rolle. De mindre synlige politikere kan dog stadig rykke noget.
Af Adam Geil og Frederik Aagaard Zeuthen
Der er 179 medlemmer i Folketinget, men hvor mange af dem kan du egentlig genkende? Hundrede? Halvdelen?
Nok ikke dem alle sammen.
Det er du næppe ene om.
En undersøgelse fra 2007 foretaget af Analyse Danmark for erhvervsmagasinet Limited Edition viste, at der dengang var 26 medlemmer af Folketinget, som 90 procent af de adspurgte danskere ikke kunne genkende.
Efter undersøgelsen blev Dansk Folkepartis daværende transportordfører campingfatteren Walter Christophersen kåret som Danmarks suverænt mest ukendte folketingspolitiker.
Under 5 procent af de adspurgte i undersøgelsen kunne genkende ham.
“Jeg må jo tage ad notam, at sådan er det,” sagde han til Nyhedsavisen og pegede på, at det nok var hans post som transportordfører, der gjorde, at han ikke vækkede genklang.
Om der i det nuværende folketing er politikere, der er lige så ukendte som Walter Christophersen var, vides ikke.
Det er dog et faktum, at der stadig er stor forskel på, hvor synlige de forskellige politikere er. Det viser blandt andet en opgørelse over udvalgte politikeres medieoptrædener i seneste valgperiode, som vi har foretaget.
“Det er ikke alle folketingsmedlemmer, der er lige synlige,” lyder det blandt andet også fra professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Helene Helboe Pedersen, der har forsket i politisk repræsentation.
Hun har gennem sin forskning vist, at der er stor forskel på, hvor meget tid de forskellige folketingsmedlemmer bruger på aktiviteter, der kan give synlighed. Derudover peger hun blandt andet på, at mængden af synlighed afhænger af dynamikken mellem magt, poster, og medier.
Dynamikken vender vi tilbage til, men vi bliver lige lidt ved medierne.
For tilstedeværelse i medierne, særligt de store landsdækkende massemedier, er det væsentligste sted for politikerne at opnå synlighed. Det forklarer professor ved institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, Mark Ørsten, der har forsket i politik og medier:
“Hvis man er politiker og skal nå sine vælgere, så er den største platform stadig de traditionelle medier,” siger han.
En undersøgelse viser, at over 6o procent af danskerne bruger TV2 og Danmarks Radio til politiske nyheder, mens kun 13 procent siger, at sociale medier er deres vigtigste politiske nyhedskilde. Det er lavere end forbruget af politiske nyheder hos de store landsdækkende dagblade og de lokale, regionale samt tabloide medier.
Stor forskel
Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er en tvungen opgave for politikerne at være i medierne. Generelt har politikerne på Christiansborg meget frie rammer i deres arbejde.
Derfor spiller personlig interesse og prioritering også en rolle for, hvor meget politikerne er fremme i medierne. Det kan være medvirkende til, at der er relativt stor forskel på politikernes tilstedeværelse i medierne. Men det betyder ikke, at de mindre synlige ikke har indflydelse.
Gennem medieovervågningstjenesten Infomedia har vi foretaget en opgørelse over, hvor meget folketingspolitikerne optrådte i medierne i sidste valgperiode.
Ikke overraskende var Socialdemokratiets politiske leder, statsminister Mette Frederiksen, den politiker, der optrådte mest i medierne. Hendes navn var ifølge vores opgørelse nævnt mere end 300.000 gange i perioden. Også Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen optrådte hyppigt – han var nævnt knap 70.000 gange.
Hos SF var gruppeformand Jacob Mark omtalt 9005 gange, mens politisk ordfører Karsten Hønge var nævnt 9919 gange. Til sammenligning var de Konservative profiler, politisk ordfører Mette Abildgaard og gruppeformand Mai Mercado, nævnt i medierne henholdsvis 5799 og 5405 gange i perioden.
Og så er der dem, der ikke er så meget i medierne. Hønge og Marks partifælle Ina Strøyer-Schmidt er eksempelvis kun nævnt 286 gange i de tre år, vi kigger på. Hun er dog ikke enestående: Socialdemokratiets Jan Johansen er eksempelvis også kun nævnt 679 gange, mens Venstres daværende trivselsordfører, Marlene Ambo-Rasmussen, er nævnt 746 gange.
At der er så stor forskel på politikernes synlighed i medierne, er der flere årsager til. Men hvis vi starter med at kigge på, hvad der skal til for at blive synlig, så er det ifølge Helene Helboe Pedersen dels hvilken post og magt, man har i partiet.
Det gør dig nemlig interessant for medierne:
“Hvis du for eksempel bliver udnævnt til politisk ordfører, er der større sandsynlighed for at du får synlighed. For så er du den, medierne går til, når der skal siges noget på partiets vegne,” siger Helene Helboe-Pedersen.
I mediebranchen anerkender man, at det er tilfældet.
“Vi er ikke sat i verden for at videreformidle alles budskaber. Vi er sat i verden for at formidle de budskaber, som reelt påvirker borgerne. Derfor går vi til dem, som vi ved reelt har magt og indflydelse på den politik, der bliver ført,” siger Mette Østergaard, der er chefredaktør for Berlingske.
Medieforsker Mark Ørsten peger på, at det ofte er sådan, den politiske journalistik fungerer:
“Den politiske journalistik vil gerne ansvarliggøre. Lidt firkantet sagt vil man gerne kunne pege på et problem i samfundet, finde borgere, der har det problem, og man vil interviewe ministeren om løsningen på problemet. Hvis nogen skal lave noget om, så starter man fra toppen,” siger han.
Festens midtpunkt
En anden faktor for synlighed er politikernes egen indsats. Eksempelvis hvor meget de stiller op i medierne, blander sig i debatten og er aktiv på eksempelvis de sociale medier, forklarer Helene Helboe Pedersen.
Her spiller politikernes personlighed og personlige præference også ind. Direktør i centrum-venstre tænketanken Cevea, Asbjørn Sonne Nørgaard, der tidligere var professor i statskundskab på SDU, undersøgte netop dette i sin bog “Den politiske personlighed”.
I bogen beskriver han, hvordan politikernes personlighedstræk, ligesom den generelle befolknings, er vidt forskellige.
Dog er politikerne generelt mere ekstroverte, hvilket også er det mest fremtrædende og tydelige personlighedstræk blandt dem.
Derudover beskriver han også, hvordan politikernes personlighedstræk i en vis grad spiller ind på de arbejdsmæssige prioriteringer, som et folketingsmedlem har mulighed for at lave. Folketingsmedlemmer der scorer højt på ekstroversion, vil for eksempel bruge mere tid på at snakke med medier og gøre sig synlig:
“Kan man lide at være i centrum, så bruger man også mere tid på at være i medierne,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.
Hvorimod politikere der scorer højt på samvittighed og venligheds-kriteriet i højere grad vil bruge tid på, at snakke med gæster, besvare spørgsmål og sætte sig grundigt ind i lovgivningsarbejdet. Og er man åben og videnssøgende, vil man i højere grad bruge tid på gruppemøder og forberedelserne til dem.
Sådan har det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen også haft det.
“Jeg er ikke meget introvert, men nok mere end gennemsnitpolitikeren. Derfor er jeg ikke så meget til hurtige medieoptrædener, som andre måske er. Jeg er mere typen, der vil grave mig ned i nogle ting og præge tingene den vej rundt,” siger han.
Hjort og Corydon
Helene Helboe-Pedersen er enig i, at personlighed har en vis grad af betydning for, hvor synlig en politiker er. Men hun påpeger, at det selvfølgelig også handler om, i hvor høj grad politikerne gør en indsats for at blive synlige.
“Nogle af de “usynlige” kan også være dem, der ikke har behov eller gider at prioritere tid til at være synlige. Det kan være politikere, der går i dybden med nogle sager, der så kan være mere eller mindre dagsordenssættende,” siger hun og tilføjer:
“Det kan også være nogle politikere, der ikke har det som deres primære formål, og dermed ligger de indsatsen et andet sted.”
Her mener hun eksempelvis partiernes strateger, dem der er med til at definere holdninger og strategier på de indre linjer.
Professoren kommer med to eksempler – Bjarne Corydon og Claus Hjort Frederiksen. De havde begge indflydelsesrige ansættelser i henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre bag sig, inden de slog igennem og blev valgt til Folketinget.
Begge må siges at have haft indflydelse på den politik, deres respektive partier har ført. Claus Hjort lægger eksempelvis navn til den famøse Hjort-doktrin, der var med til at sikre Venstre regeringsmagten i 2001. Og Bjarne Corydon var udslagsgivende for den reformpolitik, som Thorning regeringen førte i 10’erne.
Men det med indflydelsen kommer vi tilbage til – for først skal vi omkring en anden faktor, der kan spille ind på politikernes synlighed.
Tesfaye i samråd
For nogle af de folketingspolitikere, som ikke nødvendigvis vækker genklang i befolkningen, har nemlig også andet end medierne for øje. De fokuserer i høj grad på at være repræsentanter for deres lokalområde - og derfor fylder de ikke så meget i den landsdækkende debat.
Det kan der være flere grunde til, men en af de væsentligste er, at vores repræsentative demokrati er indrettet på en måde, hvor der er lagt forholdsvis stor vægt på lokal repræsentation. Valgsystemet er for eksempel indrettet i storkredse og lokale valgkredse. Et stort antal personlige stemmer i et lokalområde kan derfor sikre valg eller genvalg.
For nogle politikere betyder det, at man kan fokusere og målrette sit arbejde, sin synlighed og medietilstedeværelse mod et lokalområde, og på den måde sikre sig en plads i folketinget.
“Man kan sige, at det også er en overlevelsesstrategi for et folketingsmedlem at opdyrke sit lokalområde, fordi man har brug for de personlige stemmer. Og noget af det, man kan appellere til, er de lokale sager,” siger lektor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, Flemming Juul Christiansen, der har forsket i politikernes arbejde for deres lokalområder.
Et folketingsmedlem, der har haft stort fokus på sit lokalområde, er Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Ifølge ham selv, har hans ordførerskaber ikke givet ham en platform, hvor han har kunnet brage igennem i den nationale debat. I vores opgørelse er han da også kun nævnt 1102 gange i sidste valgperiode.
Derfor har han brugt energi på at dyrke de lokale sager.
Han har blandt andet været aktiv i forbindelse med sagerne om asylcentret Sandvad, hvor han blandt andet kaldte daværende integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) i samråd. Han har også engageret sig i sagen omkring en mulig togbro over Vejle fjord, hvor han har skrevet flere læserbreve til sin lokale avis, Vejle Amts Folkeblad.
Medieforsker Mark Ørsten peger på, at læserbreve til de lokale medier, er en måde for en mindre prominent folketingspolitiker at “holde sit navn varmt” i lokalområdet:
“Læserbreve er stadigvæk en rimelig brugt form for kommunikation, det gælder regionale medier men også i de husstandsomdelte gratisaviser, der stadig betyder en del i Danmark. Især om den lokale politik, hvor der bliver skrevet en del læserbreve af de lokale kandidater,” siger Mark Ørsten.
105 millioner kroner
For en almindelig dansker, der betragter politik gennem medierne, kan det være naturligt at tro, at det er i partitoppen, at de politiske resultater bliver lavet.
Toppen i de politiske partier stimler nemlig ofte sammen foran pressens mikrofoner og kameraer, når en ny finanslov eller anden aftale bliver vedtaget.
Men meget af den reelle politik er højst sandsynligt blevet forhandlet på plads uden medvirken fra partiledere og lignende af de relevante ordførere.
Som vi har været omkring, er det heller ikke helt forkert at tro, da medierne har en tendens til at beskæftige sig mest med de politikere, der besidder de magtfulde poster. Men det er ikke ensbetydende med, at de folketingspolitikere, som ikke har stor medietilstedeværelse, ikke kan have indflydelse.
“Det er vigtigt at understrege, at partierne ikke kun er meget hierarkisk organiserede. De er også meget horisontalt organiserede,” fortæller Helene Helboe-Pedersen.
Hun henviser til, at partierne ofte finder konsensus i sagerne på gruppemøder, og at alle folketingsmedlemmer i gruppen kan få indflydelse her. Der stemmes sjældent, men der skal etableres fælles fodslag i gruppen for at rykke partiets politik.
Derudover har de enkelte folketingsmedlemmer også i vid udstrækning frie rammer til at yde indflydelse på de områder, hvor de er ordførere. Vel at mærke, hvis de kan få opbakning i gruppen.
Det har Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Christian Juhl for eksempel oplevet.
Som tidligere skovarbejder og fagforeningsmand har han set sig selv som en stemme for de faglærte og ufaglærte. Derfor har arbejdsmiljø også været en af hans største fokusområder - og han har været sit partis ordfører på området. Han oplevede, at området ikke fik opmærksomhed, medmindre nogle døde. Alligevel har han kunnet rykke noget.
Han fortæller for eksempel, at han var toneangivende i forhandlinger, der endte med en aftale om 105 millioner kroner om året til en øget arbejdsmiljøindsats, der tidligere var sparet væk.
"Politik handler ikke om at sælge billetter”
Selvom nogle af folketingspolitikerne ikke fylder så meget i medierne, eller måske heller ikke har en prestigefyldt eller profileret post, kan de altså stadig betjene deres vælgere og demokratiet ved at rykke politiske sager.
Helene Helboe Pedersen har eksempelvis i sin forskning vist, at nutidens politikere bruger væsentligt mere tid på at være i medierne og på de sociale medier, end tidligere. Noget af den tid går fra selve lovgivningsarbejdet – det vil sige læse tekster og deltage i forhandlinger og møder.
Politikerne i dag bruger faktisk i gennemsnit fem timer mindre om ugen på aktiviteter relateret til lovgivningsarbejdet, sammenlignet med folketingspolitikere i 80’erne.
Og det kan være problematisk, da det kan sænke kvaliteten af det lovgivningsarbejde, der bliver lavet:
“En positiv fortolkning kan være, at partierne laver arbejdsdelinger, således at nogle er synlige, og at nogle andre laver rugbrødsarbejdet og informerer de andre. En mere negativ fortolkning kan være, at der simpelthen er nogle, der ikke får fordybet sig nok i lovgivningsarbejdet til at have indsigt i de beslutninger, de er med til at træffe,” siger hun.
Hvilken af de to fortolkninger, der er den rigtige, er svært at sige. Men tidligere minister og gruppeformand i Venstre, Karsten Lauritzen, kan godt genkende, at der er nogle politikere som bruger meget tid på medierne – og at dette kan have en negativ betydning for deres parlamentariske arbejde.
Karsten Lauritzen, der nu er branchedirektør i Dansk Industri, fortæller, at politikere, der besad det “politiske håndværk” - altså var gode til at forhandle, lave kompromisser og var inde i sagerne – fik større anseelse i gruppen, end dem, der var meget i medierne, men ikke nødvendigvis leverede resultater.
“Man skal passe meget på, hvis man som politiker og folkevalgt tror, at man bare skal være ude i offentligheden og ikke bruge tid på de andre ting. Politik handler ikke om at sælge billetter i offentligheden, det handler om at levere politiske resultater,” siger Karsten Lauritzen.